Southland Jazzband
Lørdag den 13. juni kl. 15.30
Det forholdsvis nye fynske Southland Jazzband spiller og synger de gode New Orleans- og swingmelodier fra 20’erne og 30´erne. Musik som er håndplukket fra de store mestre som eksempelvis Louis Armstrong, Sidney Bechet, Chris Barber og Papa Bue. Med kærlighed til den helt specielle spillestil og sound fra den gang, puster kvintetten nyt liv i ”tradjazzens” repertoire.
Da orkesterleder og trompetist Asbjørn Kamban flyttede tilbage til Svendborg, syntes han, at der manglede et rigtigt traditionelt jazzband i byen. Han samlede derfor en håndfuld kompetente og erfarne jazzmusikere, der alle har spillet jazz i mange år med mange forskellige bands. Southland Jazzband har bevidst valgt at spille uden trommer for at fokusere på de mere afdæmpede instrumenter og dyrke de bløde klange i musikken.
Der bliver både spillet for øret, danseskoene og øjet, når Southland Jazzband spiller. Med passion og glæde leverer de en nostalgisk rejse gennem New Orleans og swingmelodierne fra 1920’erne og 1930’erne.
Besætning:
Asbjørn Kamban – trompet
Anders Ringgaard – basun og sang
Christoffer Find – klarinet og sax
Jon Bjarnason – banjo og sang
Jens Holgersen – kontrabas
